Fortsæt til indhold

Trak kniv mod taxachauffør: Tre drenge stak af fra regning

Ud fra taxachaufførs signalementer kunne Østjyllands Politi ret hurtigt finde frem til tre unge, som havde truet chaufføren med en kniv.

Krimi

Tre unge passagerer forsøgte at løbe fra en taxa-regning i Voldum søndag 24. november klokken 23.56. Det lykkedes dog chaufføren at få fat i den ene, hvorefter situationen eskalerede.

Chaufføren har forklaret til Østjyllands Politi, at han var blevet prajet i Hadsten af en ung fyr og havde aftalt at køre ham til Voldum, hvor to andre unge drenge skulle samles op.

De tre skulle køres til en anden adresse i Voldum, men da de blev sat af, forsøgte de altså at løbe fra stedet.

Chaufføren fik fat i den ene, hvorefter en af de andre drenge trak en kniv og truede taxachaufføren til at give slip på kammeraten. Derefter stak de af til fods.

»Ud fra de oplysninger og signalementer, som taxachaufføren gav, kunne vi ret hurtigt finde frem til de tre mistænkte,« oplyser Jakob Christiansen, pressemedarbejder hos Østjyllands Politi.

De tre unge befandt sig på en adresse i nærheden. De to viste sig at være under den kriminelle lavalder, mens den tredje er 16 år.

»Det er vores vurdering, at det er den 16-årige, som havde kniven, og derfor bliver han sigtet for trusler på livet,« siger Jakob Christiansen.

Fordi de to andre drenge var under den kriminelle lavalder, blev de ikke sigtet, men de sociale myndigheder og forældrene blev underrettet.

Alle tre unge har adresse i postnummeret 8370, som både Hadsten og Voldum hører under.