Fortsæt til indhold

Ung mand sigtet for at sælge svampe

Krimi
ceb

Et par betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje, der blandt andet har særligt fokus på stoffer, kom natten til torsdag klokken 00.22 i kontakt med to unge mænd, der virkede påvirkede, mens de gik rundt på Søndergade i Randers.

Den ene, en 18-årig mand, erkendte, at han havde givet den anden euforiserende svampe, og det fik betjentene til at visitere ham og ransage hans bopæl i Randers. Under ransagningen fandt politiet flere rester fra euforiserende svampe og mange tusinde kroner i kontanter.

Fundene gjorde, at den 18-årige blev sigtet for salg af euforiserende stoffer. Kontanterne blev beslaglagt, da politiet mistænker, at de stammer fra narkosalg.