Nyt om nattens alvorlige færdselsuheld: Spirituspåvirket 30-årig sigtet for vanvidskørsel
30-årig flugtbilist var involveret i flere uheld i nat.
Østjyllands Politi fremstiller i dag klokken 12 en 30-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Han er sigtet for vanvidskørsel.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Østjyllands Politi modtog klokken 2.58 et opkald via 112 om et færdselsuheld i krydset Paludan Müllers Vej og Hasle Ringvej.
Det blev oplyst, at en personbil havde påkørt to cyklister og personbilen var efterfølgende kørt fra stedet. Da politipatruljerne kom frem til stedet blev det hurtigt klart, at den kvindelige cyklist havde pådraget sig alvorlige kvæstelser og var i kritisk tilstand.
En 23-årig mandlig cyklist var ligeledes blevet ramt af personbilen, men var kun lettere tilskadekommen. Begge blev bragt til Aarhus Universitetshospital i Skejby for behandling af skaderne.
Kort efter modtog politiet endnu et opkald via 112.
Denne gang blev det oplyst, at en personbil havde påkørt et lyssignal i krydset Viborgvej og Hasle Ringvej. En politipatrulje blev sendt til stedet og det kunne hurtigt konstateres, at føreren af personbilen var påvirket af alkohol.
Ved nærmere undersøgelse blev det fastlagt, at personbilen ligeledes havde været involveret i uheldet på Paludan Müllers Vej og Hasle Ringvej. Føreren af personbilen blev anholdt og kørt til politistationen i Aarhus.
Grundet det forestående grundlovsforhør har Østjyllands Politi pt. ikke yderligere kommentarer til sagen.