Fortsæt til indhold

Politiet slår til mod flere adresser i Østjylland: Fem personer anholdt

Forsøgte at smugle to tons - nu er kriminel bagmand fældet.

Krimi
am

Fem personer, herunder en formodet bagmand, er tirsdag blevet anholdt og sigtet i en sag om indsmugling af omkring to ton hash og salg af over 40 kg kokain.

Det er sket som følge af en anholdelses- og ransagningsaktion, hvor NSK - det tidligere bagmandspoliti - har slået til på en række adresser i og omkring Østjylland.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Det er politiets mistanke, at de fem har udgjort forskellige led i narkotikaindsmuglingen, som er sket i lastbiler, der har krydset grænsen fra Tyskland til Danmark, hvorefter narkotikaen er blevet solgt til kriminelle netværk i fortrinsvis Østjylland.

Her tæller de anholdte en 41-årig, en 48-årig, en 50-årig, en 60-årig og en 69-årig, der kommer fra Østjylland og Midtjylland. Fire af dem er mænd, den ene en kvinde.

Ifølge NSK er den 41-årige mand tilknyttet rocker- og bandemiljøet, og han mistænkes for at aftage en del af den indsmuglede hash.

Under aktionen er der også sket ransagninger af en række adresser i Østjylland, Midtjylland og i Kroatien. Ifølge TV2 Østjylland skulle de lyssky aktiviteter ifølge sigtelsen være foregået i Hinnerup, Stilling, Hørning og Them.

I Danmark er der ved ransagningerne fundet mere end 1,5 kg kokain, over 200 kg hash og kontanter i forskellig valuta til en samlet værdi af flere hundredetusinde kroner.

»NSK har gennemført en aktion mod en formodet kriminel organisation bag indsmugling af større mængder hash og kokain. Med vores indgreb har vi dels bremset kriminaliteten, og dels sikret beviser til brug for strafforfølgning i sagen,« siger vicepolitiinspektør i NSK, Lennart Rosenberg Glerup.

Ved aktionen har politiet sikret beviser i både Danmark og Kroatien til brug for den videre efterforskning, ligesom der er beslaglagt en lang række værdier i begge lande, blandt andet kontanter, aktiver i fast ejendom og flere biler og motorcykler.

Onsdag klokken 9.30 fremstilles de fire mænd i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus med begæring om varetægtsfængsling. Den sigtede kvinde er blevet løsladt efter endt afhøring.

NSK vil ved grundlovsforhøret begære om lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning og vil af den grund heller ikke oplyse yderligere for nuværende om tirsdagens aktion.