Fortsæt til indhold

Sølvtøj, ure, kontanter og parfumer: Tyve på spil i række af hjem

Flere steder i kommunen har der været tyve på spil i den seneste tid, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Krimi

Julen er over os, og det samme er indbrudstyvene tilsyneladende.

Sydøstjyllands Politi har i al fald modtaget flere henvendelser om indbrud begået i private hjem forskellige steder i Skanderborg Kommune i den seneste tid.

Ifølge politiet er der anmeldt tre indbrud i Hørning, hvor det i det ene af tilfældene drejer sig om et rækkehus på Nyvangsvej på et tidspunkt fra torsdag morgen til fredag kl. 13.

Her kom en tyv ind ved at bryde et badeværelsesvindue op, og vedkommende stjal sølvtøj.

De to andre anmeldte indbrud i Hørning var på Spongbækken, hvor begge ser ud til at være begået søndag 15. december.

Der blev stjålet kontanter fra det ene hus, mens det på politiets pressebriefing endnu var uvist, hvad der manglede fra det andet. I begge tilfælde var et vindue brudt op.

Også i Galten har der været en tyv på spil. Her brød man ind i en villa på Knopsvane Allé på et tidspunkt fra torsdag 12. december til søndag aften den 15. december. I det tillfælde blev der stjålet to armbåndsure og nogle kontanter, oplyser politiet.

På et tidspunkt fra tirsdag 9. december til søndag 15. december var der også indbrud i en villa på Skansehøjen i Ry.

Det senest anmeldte indbrud er fra en villa på Gimlevej i Gram. Det skete mandag 16. december på et tidspunkt mellem kl. 09 og 21.20, hvor tyven brugte noget værktøj til at bryde hoveddøren op.

»Man har gennemrodet huste og stjålet diverse parfumer og smykker. Vi har sikret dna fra stedet i forhåbning om at finde gerningsmanden,« lyder det fra politikommissær Michael Gadeberg fra Sydøstjyllands Politi.