Fortsæt til indhold

Idømt straksdom: Ung mand taget med kokain og piller i store mængder

En 21-årig mand fik torsdag en straksdom ved retten i Horsens.

Krimi

En 21-årig mand fra Skanderborg Kommune skal halvandet år i fængsel.

Det blev besluttet under et grundlovsforhør ved retten i Horsens torsdag over middag. I et tweet på X skriver Sydøstjyllands Politi, at den 21-årige blev fængslet for besiddelse af 78 gram kokain, 5400 piller OxyDolor og 9500 piller Oxycontin med henblik på videresalg.

Sydøstjyllands Politi oplyser til Din Avis Skanderborg, at den 21-årige mand blev anholdt onsdag kl. 19.35.

Torsdag kl. 12 blev han fremstillet i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

»En 21-årig mand fra Skanderborg Kommune bliver fremstillet i grundlovsforhør kl. 12 ved Retten i Horsens. Han er sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Anklagemyndigheden forventer at anmode om dørlukning,« skriver Sydøstjyllands Politi på X.

Den 21-årige blev ifølge Sydøstjyllands Politi sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 191 stk 1, hvilket er for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og af den grund kan Din Avis Skanderborg ikke fortælle mere om sagen - heller ikke hvor i kommunen den 21-årige blev anholdt.

Han modtog dommen på halvandet års fængsel.