Fortsæt til indhold

Efter færdselsindsats: 32 personer sigtet

Færdselsindsats i det vestlige Aarhus udløste et hav af bøder.

Krimi
ksa

Torsdag eftermiddag og aften gennemførte Østjyllands Politis færdselssektion endnu en målrettet færdselsindsats i det vestlige Aarhus, som medførte en del sigtelser.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

32 personer blev sigtet for diverse overtrædelser af færdselsloven fordelt på i alt 41 forskellige sigtelser.

Torsdagens indsats var en del af et målrettet fokus på trafikkulturen i det vestlige Aarhus, som Østjyllands Politi intensiverede i 2022.

En del af denne intensiverede indsats har været i alt 93 målrettede indsatser – herunder senest i går – som er blevet udført af Færdselssektionen ved Østjyllands Politi. Disse 93 indsatser har medført i alt 3.409 sigtelser, som er fordelt på i alt 2.904 personer.

»Vi vil også i det kommende år fortsætte vores skærpede fokus på trafikkulturen i det vestlige Aarhus med målrettede indsatser. Vores målrettede færdselsindsatser i området vil desuden fortsat blive suppleret af beredskabspatruljernes daglige fokus på den generelle trafikkultur i hele kredsen,« siger politiinspektør ved Østjyllands Politi, Brian Voss Olsen.

Af nævneværdige enkeltsager fra gårsdagens indsats kan mødet med en 25-årig mand fremhæves, da han kom kørende på hvad der umiddelbart lignede en knallert med alt for høj fart.

En motorcykelbetjent kørte derfor efter den formodede tunede knallert, som kort efter blev bragt til standsning, efter den var blevet set komme susende forbi politiet på Åby Ringvej.

Køretøjet viste sig at være en uindregistreret motorcykel, som ikke var forsikret, ligesom føreren heller ikke havde et kørekort – og han fik derfor lidt forskellige sigtelser med sig.

Derudover blev en 20-årig mand anholdt, sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger, da han forsøgte at stikke af fra politiet. I forbindelse med sit flugtforsøg kørte han galt på Silkeborgvej i Brabrand, da han påkørte et helleanlæg og et træ, inden han stak af til fods.

Den 20-årige mand blev dog indhentet og udfundet af en hundepatrulje kort tid efter på Ingasvej, hvor han klokken 20.00 blev anholdt med den fornødne magt. Han var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Indsatsen bød derudover på følgende sager:

3 x kørsel uden førerret

1 x overhaling højre om (klip)

2 x el-løbehjul uden hjelm

2 x rødt lys

3 x hastighed (klip)

1 x hastighed, skiltning (klip)

1 x barn u. 15 ej fastspændt (klip)

3 x manglende brug af sikkerhedssele

8 x brug af håndholdt mobil (klip)

1 x ej sikret sit køretøj

3 x forkert lygteføring

1 x manglende forsikring

1 x nedslidt bagdæk, motorcykel

2 x manglende indregistrering

1 x befordring af passager, lille knallert

8 x øvrige sager

Foruden gårsdagens mobile færdselsindsats i det vestlige Aarhus havde Østjyllands Politi også en særskilt indsats med fotovogne (ATK) fordelt på henholdsvis Silkeborgvej i Åbyhøj og Blomstervej i Tilst.

ATK-indsatsen gav følgende sager for politiet:

9 x hastighed (klip)

141 x hastighed