Fortsæt til indhold

Flere anmeldelser: Tyv forsøgte at skaffe sig adgang til ældreboliger

Ældre borgere formåede at afværge tricktyveri.

Krimi
ddp

Lørdag den 21. december modtog Østjyllands Politi flere anmeldelser om tricktyveri i Tilst, hvor en mand under falske påskud forsøgte at skaffe sig adgang til ældreboliger ved plejehjemmet Havkær.

Gerningsmanden udgav sig angiveligt for at være enten hjemmehjælper eller repræsentant fra beboerbestyrelsen.

Trods flere forsøg lykkedes det ikke gerningsmanden at forlade stedet med stjålne ejendele, da de snarrådige beboere nægtede ham adgang.

Østjyllands Politi sendte straks flere patruljer til området for at finde manden, men han forsvandt inden politiet nåede frem. Sagen bliver nu efterforsket med henblik på at identificere gerningsmanden.

I forbindelse med hændelsen opfordrer politiet borgere til at tale med deres ældre familiemedlemmer om, hvordan de skal håndtere uventede besøg.

»Det er altid tilladt at være kritisk over for uventede henvendelser,« lyder det fra Østjyllands Politi.

Politiet anbefaler, at man eksempelvis ringer til et familiemedlem, hvis man bliver usikker, uanset om der er tale om et mistænkeligt telefonopkald eller en uventet gæst i døren.

Politiet efterlyser nu vidner, der har set en manden fra Tilst-episoderne. Hans signalement lyder som følger:

  • Mand, 30-50 år, 170-175 cm høj, almindelig kropsbygning, sort hår
  • Iført en kort mørk jakke, mørke cowboybukser og muligvis blå plastikhandsker
  • Bar en rygsæk

Borgere, der har oplysninger om manden eller andre relevante detaljer fra området omkring Mosealléen, opfordres til at kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.