Fortsæt til indhold

Vest for færdselsloven? Tusindvis af bøder til bilister i det vestlige Aarhus

I 2024 er der blevet uddelt over 3.000 sigtelser for overtrædelser af færdselsloven i det vestlige Aarhus.

Krimi
jro

3.409 sigtelser fordelt på 2.904 personer.

Det er resultatet af 93 fokuserede indsatser mod trafiksyndere i det vestlige Aarhus, hvor kulturen på to og fire hjul måske lader en del tilbage at ønske.

Tilbage i 2022 intensiverede Østjyllands Politi sin færdselsindsats i den del af Aarhus Kommune, som da også optræder en del i politikredsens døgnrapporter, når det kommer til overtrædelser af færdselsloven.

Det har altså resulteret i det store antal bøder - knap 10 om dagen. I gennemsnit. Eller flere end 35 bøder per indsats.

Umiddelbart har Østjyllands Politi da heller ikke intention om at skære ned på tilstedeværelsen:

»Vi vil også i det kommende år fortsætte vores skærpede fokus på trafikkulturen i det vestlige Aarhus med målrettede indsatser. Vores målrettede færdselsindsatser i området vil desuden fortsat blive suppleret af beredskabspatruljernes daglige fokus på den generelle trafikkultur i hele kredsen,« siger politiinspektør ved Østjyllands Politi Brian Voss Olsen i en af de før-omtalte døgnrapporter.

Politiinspektør Brian Voss Olsen fortæller, at politiet bliver ved at have fokus på trafikkulturen i Aarhus V. Foto: Mads Andreas Frost

Markant stigning

Søren Frichs Vej i Åbyhøj er den vej, hvor der blev uddelt flest fartbøder i 2023, nemlig 2066 af slagsen.

I hele Aarhus Kommune steg antallet af fartbøder fra 2022 til 2023 med 60 procent. I rå tal endte året med 18.085 uddelte af slagsen..

Det er 6.787 flere bøder udstedt i 2023 end i 2022 - deri er ikke medregnet eventuelle bøder fra politiets såkaldte ’stærekasser’.