Fortsæt til indhold

Vanvittigt fund: 3.000 kilo fyrværkeri midt i beboelseskvarter

Østjyllands Politi har beslaglagt et stort lager af ulovligt opbevaret fyrværkeri fra en adresse i Åbyhøj, og en 21-årig mand er sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.

Krimi
jro

Mandag klokken 16.45 rykkede Østjyllands Politi ud til en adresse i Åbyhøj efter et tip om et mistænkeligt forhold. Dette førte til et fund af adskillige kasser med diverse fyrværkeri - omkring 3.000 kilo i alt.

Størstedelen af det beslaglagte var lovligt konsumfyrværkeri tiltænkt salg, men blandt de mange kasser fandt politiet også ulovlige kanonslag.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

En 21-årig mand, som ejede adressen, havde tilladelse til at sælge fyrværkeri fra to andre adresser i forskellige postnumre.

Derimod manglede han både tilladelse til salg og opbevaring af den store mængde på adressen i Åbyhøj.

Han blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven, og hele fyrværkerilageret blev beslaglagt.

Fyrværkeriet var ifølge politiet hverken opbevaret forsvarligt eller i overensstemmelse med gældende regler.

Foto: Østjyllands Politi

De foreløbige tekniske undersøgelser tyder på, at det ulovligt opbevarede fyrværkeri samlet indeholder en netto eksplosivmængde (NEM) på knap 400 kilo rent krudt.

»Der er tale om et ganske stort beslag af ulovligt opbevaret fyrværkeri, som vi har meget stort fokus på i disse uger. Fyrværkeri, som ikke er opbevaret lovligt, kan være til fare for nabolaget, og derfor er jeg glad for, at vi har fået det væk fra adressen i Åbyhøj. Sagen er en god anledning til endnu engang at opfordre til at tage reglerne omkring fyrværkeri alvorligt,« siger politikommissær Per Bennekov.

Østjyllands Politi understreger vigtigheden af at købe fyrværkeri fra godkendte forhandlere og opfordrer alle til at følge de gældende regler og retningslinjer for anvendelse af fyrværkeri.