Fortsæt til indhold

Mølleskolen brød i brand nytårsnat

Østjyllands Brandvæsen frygtede omfanget af skader, da Mølleskolen i Ry brød i brand nytårsnat.

Krimi

Østjyllands Brandvæsen »satte massivt ind«, da der nytårsnat tikkede en anmeldelse ind om brand i Mølleskolen i Ry. Det er ifølge operationschef Andreas Lundøer Madsen årsagen til, at skaderne ikke er omfattende.

»Der er brandskader på skolen, men heldigvis ikke i et omfang, som vi i første omgang var bange for,« fortæller han.

Anmeldelsen tikkede ind omkring klokken 1.30, og først i de allertidligste morgentimer på årets første dag forlod det sidste brandkøretøj skolen, der ligger på Skanderborgvej i Ry.

»Branden opstod i taget, som vi heldigvis fik stoppet, før den spredte sig yderligere. Taget og selvfølgelig noget af bygningen er blevet beskadiget, og vi har været der i mange timer, men det er ikke voldsomt,« fortsætter operationschefen.

Det fremgår desuden af billeder, som avisen har modtaget, at politiet afspærrede vejen ved skolen i forbindelse med branden.

Operationschef Andreas Lundøer Madsen kan ellers berette om et forholdsvis roligt døgn, som har budt på antal udrykninger, der er på nivaeu med nytårsnat for et år siden.