Mistænkt for at have ribbet en byge af østjyske supermarkeder - nu har politiet fældet hende
Politiet har sigtet kvinden for flere end 30 butikstyverier - i og omkring Aarhus og Randers.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har fredag fremstillet en 29-årig kvinde i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Kvinden stod sigtet for en lang række forhold, men primært i form af tyveri fra butikker.
Det fremgår af politiets døgnrapport.
Den 29-årige kvinde blev anholdt torsdag formiddag på en adresse i Højbjerg i det sydlige Aarhus i forbindelse med politiets efterforskning af en lang række anmeldelser om butikstyverier i 2024 i flere aarhusianske bydele, herunder Egå, Viby J, Aarhus C, Aarhus N, Højbjerg, Tilst samt i Randers C.
Alt i alt er den 29-årige kvinde i forbindelse med fredagens grundlovsforhør ved Retten i Aarhus sigtet for flere end 30 forskellige tilfælde af butikstyveri.
Tyverierne har fundet sted mod forskellige slags butikker, men er primært blevet begået i supermarkeder, hvor den 29-årige kvinde har stjålet diverse fødevarer og værdigenstande til en samlet værdi af flere tusinde kroner.
Ved fredagens grundlovsforhør blev kvinden varetægtsfængslet i fire uger, og hun kærede ikke kendelsen.