Fortsæt til indhold

Vækket af lyden af smadret glas: Tyv hamrede sten gennem rude

Så blev han selv skræmt.

Krimi
jro

Natten til tirsdag klokken 00.12 blev Østjyllands Politi alarmeret om et igangværende indbrud på Sødalsvej i Brabrand. Gerningsmanden havde smadret en rude i en bolig med en sten og dermed vækket beboerne, som dog hurtigt fik skræmt ham væk.

Efter indbruddet opdagede beboerne, at flere genstande, blandt andet en bilnøgle, var blevet stjålet, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Da politiet nåede frem var indbrudstyven forsvundet, men kort tid efter var der bid hos en hundepatrulje, som også var blevet sendt til stedet for at få taget gerningsmanden på fersk gerning.

Gerningsmanden – en 28-årig mand – blev anholdt klokken 00.35 ikke langt fra bopælen, og da han under en efterfølgende visitation blandt andet blev fundet i besiddelse af den savnede bilnøgle, blev han sigtet for indbruddet og anholdt.

Derudover havde den 28-årige også stjålne nøgler og en oplader til en elcykel på sig.

Disse genstande blev efterfølgende leveret tilbage til beboerne, mens den anholdte blev ført til politistationen.