Brandvæsenet på pletten: Gangbesværet mand faldt i grøft
På Ellemosevej i Tranbjerg er en gangbesværet mand hjulpet op fra en grøft onsdag ved middagstid.
Det kan have virket voldsomt for passerende trafikanter, at der onsdag ved middagstid, på Ellemosevej i Tranbjerg, holdt en ambulance og hele tre brandbiler med blå blink.
Forinden, nærmere bestemt kl. 12.26, var der løbet en anmeldelse ind om en mand, der var faldet ned ad skrænten ved siden af vejen.
Vedkommende var gangbesværet, og kunne således ikke selv komme op.
Derfor rykkede Østjyllands Brandvæsen talstærkt ud for at komme den nødstedte til undsætning.
Operationschef hos Østjyllands Brandvæsen Anders Jensen, kan ikke oplyse om mandens tilstand, og fortæller derudover om det store fremmøde af brandbiler:
»Ved sådan en form for anmeldelse handler det for os om at få en masse hænder derud.«
Ifølge operationschefen var der ikke tale om nogen form for trafikulykke, men derimod et solouheld.