Politiet: Soldat voldtog mindreårig i en af Forsvarets biler
En 27-årig nu eks-soldat fra Randers har siddet fængslet i over ét år sigtet for flere voldtægter, blufærdighedskrænkelser og grooming af mindreårige piger.
En 27-årig nu eks-soldat fra Randers har siddet fængslet i over ét år sigtet for flere voldtægter, blufærdighedskrænkelser og grooming af mindreårige piger.
En sort Mercedes Vito kommer en septembernat 2023 trillende ind på en øde parkeringsplads i en mindre by på Sydsjælland. Klokken har lige passeret midnat, og den næste halve time kommer kassevognen til at danne rammen om en uhyggelig forbrydelse.
For ifølge politiet bliver en mindreårig pige udsat for en fuldbyrdet voldtægt i bilen. En nu 27-årig tidligere soldat fra Randers bliver tre dage efter anholdt og sigtet for voldtægten.
Det skriver TV2 Østjylland.
Ifølge anklagerne har han skubbet pigen ind i bilen på hendes bopæl og kørt til parkeringspladsen for så at tage hendes tøj af og udsætte hende for fuldbyrdet voldtægt.
Pigen har selv forklaret, at hun flere gange siger ’stop’, græder og stritter imod.
Efterfølgende er pigen blevet kørt tilbage til sin familie, hvor hun har fortalt politiet, at soldaten har truet hende på livet med ordene »hvis du siger noget til nogen, slår jeg dig og din familie ihjel.«
Flere forbrydelser på samvittigheden
Efter anholdelsen viser det sig, at det muligvis langt fra er den eneste forbrydelse, som manden har begået.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har siden anholdelsen foretaget en massiv efterforskning, der trækker tråde til hele landet, og der er dukket flere alvorlige sigtelser op undervejs.
Det fremgår af retsdokumenter fra grundlovsforhør og fristforlængelser i sagen, som TV2 Østjylland har fået indsigt i.
Politiet bekræfter, at man tre dage efter hændelsen i september 2023 anholdt den 27-årige, og efter et grundlovsforhør blev han varetægtsfængslet i Storstrøm Fængsel på Falster.
Siden er han blevet flyttet til arresten i Roskilde, hvor han sidder fængslet på andet år nu.
Fra Randers
Politiet bekræfter også, at den 27-årige på tidspunktet for anholdelsen var ansat i Forsvaret, og at han er fra Randers.
Over for TV2 Østjylland oplyser Forsvaret, at manden ikke længere er ansat hos dem.
»Vi kan bekræfte, at medarbejderen ikke er ansat hos os længere, men da der er tale om en personalesag, kan vi ikke kommentere yderligere.«
»Generelt vil vi sige, at Forsvaret tager stærk afstand for den type forbrydelser – og disse forbrydelser er uforenelige med at være ansat hos os,« oplyser Forsvaret i et skriftligt svar.
Brugte Forsvarets bil
Noget tyder på, at Forsvaret og mandens virke som soldat spiller en væsentlig rolle i forbindelse med voldtægtsanklagen.
I sigtelsen mod manden står der således, at den Mercedes Vito, han kørte i, ikke var hans private bil, men et køretøj han havde adgang til.
Det var nemlig et af Forsvarets køretøjer. Dét fremgår af en aktindsigt i den bøde, som manden efterfølgende har fået for blandt andet at have benyttet køretøjet uden militært formål og for at have en civil med i bilen.
Den civile var altså den mindreårige pige, som han er sigtet for at have voldtaget og truet på livet.
Efter varetægtsfængslingen i september 2023 har den nu forhenværende soldat løbende været for retten i forbindelse med såkaldte fristforlængelser.
Seneste fristforlængelse var mandag 6. januar, hvor TV2 Østjylland overværede retsmødet.
Anklageren i sagen argumenterede for, at han skulle forblive fængslet på grund af risikoen for, at han ville begå ny lignende kriminalitet, samt det forhold at han kunne påvirke vidner og ofre.
Det tog dommeren til efterretning, ligesom han også pointerede grovheden af de sædelighedsforbrydelser, som den 27-årige er sigtet for.
Trusler på livet
Foruden sigtelsen for voldtægt kom der på et retsmøde i januar 2024 flere sigtelser af manden frem.
Yderligere fem forhold er manden nemlig anklaget for at have begået i løbet af 2023 op til sin anholdelse i september.
Han er også sigtet for at have blufærdighedskrænket og truet offeret fra den påståede voldtægt på parkeringspladsen på livet.
To øvrige ofre er han sigtet for at have groomet og blufærdighedskrænket, ligesom han skulle have forsøgt at voldtage den ene pige ved at lokke hende ud i en Mercedes Vito for at have samleje med hende.
Et fjerde offer er han sigtet for at have tvunget til at udføre seksuelle handlinger på sig selv. Det skulle være sket under tilskyndelse og vejledning fra den sigtede, ligesom manden også er anklaget for at have blufærdighedskrænket og groomet hende.
2031 venneanmodninger
I perioden på over ét år, hvor eks-soldaten har siddet fængslet, har politiet fortsat sin massive efterforskning i mandens gøren og laden, især på det sociale medie Snapchat.
Man har blandt andet fundet frem til, at han har sendt 2031 venneanmodninger på Snapchat. Den sigtedes ekskæreste har forklaret, at hun på et tidspunkt opdager, at manden har filmet Snapchat-samtaler fra sin telefon med nøgenbilleder og videoer af 10-12 piger.
Han er også sigtet for at have krænket en 14-årig piges blufærdighed ved at skrive Snapchat-beskeder til hende med ordlyden ’Gad godt knep dig’, ’Må jeg plz slik dig våd’ og ’Vil du knep?’, ligesom han spurgte efter nøgenbilleder af den 14-årige.
Der er angiveligt flere anklager om lignende forhold på vej mod manden. Det kom frem under mandagens retsmøde, hvor anklageren nævnte flere ofre.
Anklageren oplyste ligeledes, at efterforskningen er foregået i hele landet med assistance fra flere politikredse. Nu skulle politiets arbejde dog være færdigt.
»Af fremadrettede efterforskningsskridt udestår alene afventning af Retslægerådets vurdering af sigtedes personundersøgelse,« står der i retsbogen fra fristforlængelsen i december.
Bag lukkede døre
Alle retsmøder - indtil det seneste mandag 6. januar - er foregået bag lukkede døre. Ved mandagens retsmøde kom der meget få nye oplysninger frem i sagen, og den sigtede afgav ikke forklaring. Derfor har vi endnu ikke hørt hans forklaringer i sagen.
Under retsmødet kom det dog frem, at den sigtede nægter sig skyldig i størstedelen af anklagerne imod ham. Dog erkender han nogle blufærdighedskrænkelser mod piger begået på Snapchat.
Herudover har hans forsvarsadvokat Niels Henrik Kromann ikke mange kommentarer.
»Idet der har været lukkede døre, og der ikke foreligger et anklageskrift endnu, mener jeg ikke, at jeg har mulighed for at oplyse yderligere til sagen,« siger Niels Henrik Kromann til TV2 Østjylland.
Anklageskriftet med alle forhold, som manden bliver tiltalt for, ventes at være klar i løbet af januar.
Sagen er berammet til at begynde ved retten på Falster den 6. marts. Der ventes dom efter syv retsmøder den 1. april.