Fortsæt til indhold

Politi har »fundet« efterlyst flaske med dødsensfarligt indhold

Krimi

Fredag den 20. december udsendte Østjyllands Politi en pressemeddelelse om, at en gasflaske med et brandfarligt indhold angiveligt var forsvundet fra et aflåst skur på Aarhus Universitet.

Dengang advarede politiet om, at indholdet i flasken var meget farligt, hvis flasken blev åbnet af »en person uden kendskab til korrekt håndtering af indholdet.«

»Hvis man eksempelvis har fået fingre i flasken med det formål at indånde den som et rusmiddel, er det forbundet med en stor risiko for pludseligt dødsfald, ligesom flasken også kan forsage store skader, hvis den ikke håndteres korrekt og eksempelvis bliver åbnet i et mindre rum,« sagde politikommissær Anders Blak Nybroe fra Østjyllands Politi dengang i en pressemeddelelse.

Nu viser det sig, oplyser politiet, at flasken slet ikke har været stjålet, som der ellers var mistanke om.

»Vi er i forbindelse med vores efterforskning af sagen blevet oplyst, at flasken i starten af december er blevet korrekt afhentet på universitetet af leverandøren, hvorefter det et sted i systemerne angiveligt er blevet fejlregistreret, at den er blevet afhentet som planlagt,« siger politikommissær Jens Rønberg fra Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi anser sagen for afsluttet og vil ikke foretage sig yderligere i sagen.