Fortsæt til indhold

Tre drenge anholdt for trusler på livet og brug af peberspray

Tre 17-årige drenge blev tirsdag anholdt ved SCU på Campus i Skanderborg, hvor politiet fortsat er til stede.

Krimi

Tre drenge blev tirsdag omkring klokken 13 anholdt ved SCU på Højvangens Torv i Skanderborg efter at have truet hinanden med kniv og brugt peberspray. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»De tre anholdte, der alle er 17 år, er sigtet for trusler på livet og ulovlig våbenbesiddelse. Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med hændelsen,« siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen.

»Der er tale om nogle stridigheder blandt enkeltpersoner, som kender hinanden i forvejen. Der er derfor ikke noget, der tyder på, at hændelsen har tilknytning til bandemiljøet,« understreger vicepolitiinspektøren.

Politiet er tilstede ved SCU frem til i eftermiddag, og her er det muligt for elever, ansatte, forældre og andre bekymrede borgere at komme til at tale med politiet om episoden.

»Alle skal være trygge ved at tage i skole, og derfor ser vi med dyb alvor på hændelsen, også selvom der heldigvis ikke var nogen, der kom til skade. Efterforskning er stadig i fuld gang med blandt andet at afdække, hvad der ligger forud for hændelsen, og vi er i god dialog med skolerne, kommunen og SSP i forhold til det videre forløb og den tryghedsskabende indsats,« oplyser Finn Ellesgaard Nielsen.

De tre drenge er efter afhøring hos politiet løsladt igen. Da sagen stadig efterforskes, ønsker politiet på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, om de tre anholdte er elever på SCU.