Fire på hospitalet efter ulykke: Nu er 41-årig sigtet
Ulykken fik spærret vejen i længere tid.
Fire personer kom onsdag 8. januar til skade ved et frontalt sammenstød mellem to biler på Viborgvej mellem Hasle i det vestlige Aarhus og Sabro.
Nu er en 41-årig mand sigtet i sagen.
Det oplyser Østjyllands Politi til Århus Stiftstidende.
Ved politiets ankomst til ulykken, der blev anmeldt klokken 19.12, var der allerede opstået kø i begge retninger - og vejen blev spærret.
I den ene af de to biler fik betjentene kontakt til en mand og to kvinder, som blev vejledt om at forholde sig i ro, indtil ambulancepersonalet kom frem.
De tre personer var alle ved bevidsthed og havde ikke umiddelbart fået livstruende skader.
Ved siden af den anden bil stod en 41-årig mand, som heller ikke umiddelbart var kommet alvorligt til skade.
Ifølge de indledende undersøgelser opstod ulykken angiveligt ved, at den 41-årige mand var kommet kørende i sydøstlig retning, inden han – af ukendte årsager – var trukket over i den nordvestlige vognbane, hvor sammenstødet med den anden personbil opstod.
Det er altså ham, der nu er blevet sigtet for narko- og spirituskørsel.