Politiet til stede ved drukneulykke: Mand fundet død
Ulykken er sket ved Knebel.
En mand er død i en drukneulykke ved Knebel.
Det oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie X.
»Vi er til stede på stranden ved Knebel til en drukneulykke. De pårørende er ikke underrettet,« skriver politiet.
Din Avis har forsøgt at få yderligere oplysninger fra vagthavende ved Østjyllands Politi uden held, men til Ritzau oplyser vagtchef René Ludvig, at der er tale om en 72- årig mand, som onsdag eftermiddag er afgået ved døden i en drukneulykke ved Knebel Strand på Djursland.
Manden var ude og fiske på stranden med en kammerat. De to havde aftalt at mødes, men så dukkede manden ikke op, og der blev slået alarm.
Det lykkedes med en drone at lokalisere manden i vandet, men hans liv stod ikke til at redde. Han blev erklæret død på stedet.
Opdatering: Østjyllands Politi har onsdag eftermiddag meddelt, at de pårørende til den afdøde mand er underrettet.