Fortsæt til indhold

Våbenhvile i Gaza markeret med fyrværkeri - nogle rettede dog skytset mod andre

Der blev onsdag aften skudt masser af fyrværkeri af i Aarhus

Krimi

Det gik ikke stille for sig i det vestlige Aarhus, da det onsdag stod klart, at der var indgået en våbenhvile mellem Israel og Hamas.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Politiet modtog omkring klokken 20.30 en anmeldelse om, at der blev affyret et bomberør fra et vindue i Brabrand.

Mange havde også samlet sig på gaden i Gellerup for at markere våbenhvilen. Østjyllands Politi var aftenen igennem til stede i området for at følge udviklingen. På et tidspunkt måtte politiet vejlede menneskemængden om, at det ikke var »hensigtsmæssigt» med en »længerevarende forstyrrelse« af den offentlige orden.

Herefter opløste menneskemængden sig langsomt, og aftenen forløb nogenlunde roligt i det vestlige Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.

Senere på aftenen modtog politiet nogle anmeldelser om, at der blev affyret fyrværkeri fra biler mod tilfældigt forbipasserende i blandt andre Ny Munkegade i Aarhus C.

Ingen personer er på nuværende tidspunkt sigtet i sagerne om ulovlig affyring af fyrværkeri, og onsdagens markering af våbenhvilen i Mellemøsten førte ikke til nogen anholdelser i Østjylland.

Østjyllands Politi undersøger nu, om det er muligt at identificere nogle af de personer, der affyrede fyrværkeri.