Efterlyst teenager fundet død i sø
Han blev efterlyst 8. januar.
Politiet har i flere dage søgt efter en 18-årig mand, der har været forsvundet siden 8. januar. Han er torsdag 16. januar fundet død i Gødstrup Sø.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Den unge mand forlod Regionshospitalet - og politiet skrev dengang, at han kunne være i et ’større geografisk område’.
Han stammede oprindeligt fra Horsens - derfor blev flere politikredse involveret, ligesom den frivillige organisation Missing People gik ind i eftersøgningen.
Politiet skriver videre, at der ikke umiddelbart er tegn på, der er sket en forbrydelse.
De pårørende er underrettet.