Gruppeoverfald i Viby: 26-årig i kritisk tilstand efter flere knivstik
»Vi har gode spor at gå efter,« lyder det fra Østjyllands Politi.
En 26-årig mand er i kritisk tilstand, efter han søndag aften blev overfaldet med flere knivstik i Viby.
Det oplyser Østjyllands Politi mandag i en pressemeddelelse, efter man har holdt tæt om, hvorfor der søndag var en massiv tilstedeværelse af politi og ambulancer ved Viby Torv.
Anmeldelsen om overfaldet kom kl. 21.56, og ifølge politiet blev det begået af »flere mænd« i en kiosk på Skanderborgvej.
Politiet var hurtigt fremme på stedet, og her traf de den 26-årige mand, som var svært tilskadekommen.
Der blev ydet førstehjælp, inden den 26-årige blev kørt på hospitalet, hvor han er indlagt i kritisk tilstand.
Østjyllands Politi har siden overfaldet arbejdet intensivt med sagen, og der er blandt andet foretaget en del afhøringer og kigget videoovervågning igennem, oplyses det.
»Vi har gode spor at gå efter, men vi har fortsat en del efterforskningsarbejde foran os. Umiddelbart tyder det på, at der har været nogle interne stridigheder mellem de involverede parter, men hvad det bunder i, er noget af det vores videre efterforskning skal vise,« siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard.
På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der indikerer, at overfaldet er banderelateret, skriver Østjyllands Politi, der af hensyn til den videre efterforskning ikke ønsker at oplyse yderligere detaljer om sagen.