Hamrede varebil ind i fodgænger - ifølge vidner var det med fuldt overlæg
Ung mand satte andres liv og førlighed i fare - og bed en betjent i benet.
En 22-årig mand blev søndag morgen anholdt efter voldsom og farlig kørsel på Aarhus Ø, hvor han ramte ind i en 45-årig mand.
Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
Østjyllands Politi fik søndag kl. 07.39 en anmeldelse om, at en bilist i en varebil var kørt ind i en fodgænger på Helga Pedersens Gade på Aarhus Ø.
Efterfølgende kørte bilisten fra stedet, men kort derfra ramte han ind i et hegn og et skilt ved en trappeopgang, hvor varebilen satte sig fast.
Flere patruljer var hurtigt fremme på stedet, hvor betjentene traf en 22-årig mand ved siden af den forulykkede bil, og flere vidner kunne udpege ham som føreren af bilen, og han blev derfor anholdt.
Ud fra den indledende efterforskning og afhøringer af vidner og de involverede, er det nu Østjyllands Politis vurdering, at der var tale om en bevidst påkørsel.
Det er endnu uvist, hvorfor den 22-årige havde set sig sur på den 45-årige mand og i den forbindelse påkørte ham.
Bed betjent i benet
Under visitationen af den 22-årige fandt politiet nogle tramadoler og en kniv, som blev beslaglagt.
Den 22-årige er foreløbigt sigtet for grov vold, for at bringe andres liv og førlighed i fare, for sprit- og narkokørsel og for besiddelse af kniven og de euforiserende stoffer.
I forbindelse med sin anholdelse gjorde den 22-årige kraftigt modstand, da han blandt andet bed en betjent i benet. Han er derfor også sigtet for vold mod en polititjenestemand og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Den voldsomme kørsel blev vurderet til at høre ind under bestemmelserne om vanvidskørsel, og derfor blev den pågældende bil beslaglagt med henblik på konfiskation.
Der blev foretaget en blodprøve af den 22-årige, der nu skal vise, om han havde alkohol og stoffer i blodet under kørslen. Den 45-årige kom umiddelbart ikke alvorligt til skade, og ingen øvrige personer kom til skade i forbindelse med episoden, oplyser politeit.