Rumæner med 'russerpose' for retten: Bed betjent i armen
42-rumæner er sigtet for butikstyveri og vold mod en politibetjent.
En 42-årig rumænsk mand skal tirsdag stå skoleret for byretten i Aarhus, når Østjyllands Politi fremstiller ham i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Rumæneren blev taget på fersk gerning mandag formiddag, da han forsøgte at stjæle varer i en butik i Ryesgade i midtbyen.
Det var en butiksvagt, der kontaktede politiet kl. 10.14 og fortalte, at han og en kollega havde tilbageholdt en tyv, som forsøgte at stjæle en hel del tandbørstehoveder til en værdi af flere tusinde kroner.
Den 42-årige var i besiddelse af en såkaldt russerpose, som er en form for hjemmelavet pose eller taske, der er foret med et materiale, så butikkens alarmer ikke bliver aktiveret.
Årvågent personale i butikken havde dog bemærket, at manden gik ud af forretningen med varer gemt i posen, hvorefter vagterne fik ham pågrebet.
I forbindelse med, at den 42-årige efterfølgende skulle have taget fingeraftryk på politistationen, blev han aggressiv og bed en af betjentene i armen.
Derfor er han nu både sigtet for butikstyveri og vold mod en polititjenestemand.
Da den 42-årige er udenlandsk statsborger uden fast bopæl i Danmark, vurderer anklagemyndigheden, at der er risiko for, at han kan finde på at stikke af og slippe for straf. Derfor beder man retten om at varetægtsfænglse ham.