20-årig ville køre fra politiet: Sigtes for vanvidskørsel og får Mercedes beslaglagt
Mand stak af fra politiet og kørte mere end det dobbelte af, hvad der er tilladt. Biljagten stoppede først, da han kørte galt.
En 20-årige mand fra Skanderborg, der mandag eftermiddag stak af fra politiet efter en rutinemæssig standsning på Adelgade i Skanderborg, er sigtet for vanvidskørsel.
Han har også fået sin Mercedes beslaglagt med henblik på konfiskation.
Det oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi til Din Avis Skanderborg.
»En af vores civile videobiler standser rutinemæssigt manden på Adelgade i Skanderborg klokken 17.27. De taler kort med føreren, men da de beder om at se hans kørekort, der speeder han op og kører ud af byen mod Horsens,« oplyser Finn Ellesgaard Nielsen.
Politijagten fortsætter ad Horsensvej gennem Tebstrup og videre af Skanderborgvej mod Gedved. Ved rundkørslen lige syd for Gedved kører den 20-årige galt og rammer et vejskilt, men fortsætter op ad Østbirkvej.
Kort derefter ved rundkørslen ud for Danish Crown standser han.
»Hans hastighed bliver målt flere gange undervejs, og han kører over det dobbelte af det tilladte. Han er derfor sigtet for vanvidskørsel og bilen, en Mercedes, er beslaglagt med henblik på konfiskation. Han har også gjort sig skyldig i flere andre færdselsforseelser,« konstaterer vicepolitiinspektøren.
Blandt dem et manglende kørekort.