Fortsæt til indhold

Fanget på video: Indbrudstyv nåede lige hjem

Han nåede hjem og parkerede i indkørslen - i en stjålet bil.

Krimi

En 26-årig mand nåede onsdag formiddag at stjæle blandt andet smykker fra en villa på Drivvejen, der ligger tæt på Tånum.

Men han nåede knap nok hjem, før politiet kunne arrestere ham.

For en beboer i huset på Drivvejen blev vækket ved nogle lyde, og kort efter opdagede hun en fremmed mand gå rundt i huset.

Manden flygtede ud af villaen, men den vakse beboer fik med sin telefon optaget en video af ham og den bil, han flygtede i.

Ud fra beboerens video, signalement og oplysning om nummerpladen på bilen, fandt politiet hurtigt frem til en 26-årig mand, der befandt sig på en adresse i det sydøstlige Randers.

Han erkendte hurtigt indbruddet og kunne vise de smykker frem, som han havde stjålet fra villaen.

I indkørslen stod en bil, som var stjålet i Vejle, og derudover stod der også et par trailere, som ligeledes var stjålet.

Under et grundlovsforhør ved Retten i Randers torsdag, blev han sigtet for indbrud i en villa og tyveri af bil og trailer og blev varetægtsfængslet i fire uger. Han erkendte forholdene og tog forbehold for at kære kendelsen.