Fortsæt til indhold

Svindler udgiver sig for at være hjemmeplejer

Norddjurs Kommune advarer mod nyt svindelnummer mod ældre.

Krimi

Norddjurs Kommune advarer nu mod endnu et svindelnummer, der rammer ældre borgere i kommunen.

På kommunens Facebookside oplyser man om, at der for tiden er en svindler, der udgiver sig for at være fra Norddjurs Kommunes hjemmepleje, på spil. Vedkommende kan finde på at dukke op uden for den normale besøgstid og påstå at skulle gøre rent i hjemmet.

Hjemmeplejen i Norddjurs Kommune bærer altid synligt ID, og er blevet bedt om altid at fremvise dette ved besøg.

»Vi opfordrer borgere til at være opmærksomme: Er det uden for den normale besøgstid, eller er der ikke noget synligt ID, så kontakt Hjemmeplejen for at få verificeret personen. Politiet er blevet kontaktet, og de tager sagen meget alvorligt,« hedder det i opslaget.

Man kan kontakte Hjemmeplejen således: Allingåbro: 89 59 10 23, Glesborg: 89 59 10 22, Grenaa: 89 59 10 21.