Her skal du langt ned i hastighed på motorvejen: Politiet snuppede bilister på stribe
En bro skal udvides - og det betyder nedsat hastighed på motorvejen.
Opdatering: Østjyllands Politi oplyser, at det ’værste er overstået’. Hastigheden bliver nu sat op til 80 kilometer i timen på stedet.
Hastigheden ved et vejarbejde på motorvejen sættes ned til 50 kilometer i timen.
Og den hastighed vil blive kontrolleret. Det skriver Østjyllands Politi på X.
Det er på Nordjyske Motorvej ved afkørsel 43, Sønder Borup, hvor bilister skal ned på 50 - i begge retninger.
Baggrunden for hastighedsnedsættelsen er, at broen på Rute 16 henover motorvejen udvides.
»Vi er derfor også til stede for at måle og holde øje med, at fartgrænsen bliver overholdt,« lyder advarslen fra politiet.
Som sagt, så gjort.
Allerede torsdag var politiet på plads. Og det var ikke kun bilisterne, der havde travlt torsdag. Det samme havde politiet fotovogne:
På bare 21 minutter blev flere end 37 bilister blitzet, og Østjyllands Politi besluttede sig derfor også for, at der i den kommende tid vil være behov for kontroller på strækningen.
Højdespringeren var en bilist, som blev målt til at køre med 91 kilometer i timen på strækningen, hvilket ikke var langt fra betegnelsen som vanvidskørsel, når hastigheden overskrider den tilladte med mere end 100 procent.
»Skiltningen på motorvejen vil blive yderligere synliggjort på stedet – det til trods for, at der allerede er tydeligt skiltet med den midlertidigt nedsatte hastighed til 50 km/t på strækningen,« oplyser Østjyllands Politi.
Arbejdet forventes at vare nogle ugers tid, og den nedsatte hastighed på strækningen vil være gældende lige så længe, arbejdet pågår.