To gange cyklede serie-cykeltyv i armene på politiet - på stjålet cykel
En 43-årig mand skal i grundlovsforhør - sigtet for 41 forhold.
En 43-årig mand bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus - sigtet for en lang række forhold vedrørende tyveri af cykler.
Det oplyser Østjyllands Politi.
På baggrund af oplysninger hos politiet om, at den 43-årige mand angiveligt var i besiddelse af stjålne cykler, kørte en patrulje fra Østjyllands Politi torsdag eftermiddag til mandens bopæl i Viby J for at undersøge forholdet nærmere.
Kort tid efter politiets ankomst til adressen - i bil - ankom også den 43-årige mand – dog på en cykel.
Den 43-årige blev gjort bekendt med politiets oplysninger om, at han var i besiddelse af stjålne cykler, og det viste sig også, at den cykel, han netop var kommet kørende på, kort forinden var blevet sjålet fra et busstoppested ved Viby Torv.
Et kælderrum afslørede en også en mindre håndfuld stjålne cykler, der ikke tilhørte den 43-årige.
»Han er siget for 41 forhold,« siger Emil Enemark Sørensen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.
Der er i sagens natur et godt stykke fra ’en mindre håndfuld’ til 41.
Det er der en god næsten ’helt naturlig’ forklaring på.
Deja-vu
Torsdagens episode i Viby kan måske bedst sammenlignes med nogle af flow-tv’s utallige genudsendelser - for for knap tre måneder siden udspillede der sig et nærmest 1:1 scenarie ved mandens bopæl.
På baggrund at et tip var betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje 3. oktober 2024 også en tur forbi mandens adresse.
Politiet ransagede den 43-åriges lejlighed og fandt i alt 20 forskellige cykler, som stod fordelt rundt i lejligheden samt i et dertilhørende kælderrum og i skur.
Undervejs i politiets indsats på adressen ankom lejlighedens 43-årige mandlige beboer - på en cykel.
»En cykel, som sjovt nok også viste sig at være stjålet,« skrev Østjyllands Politi dengang i døgnrapporten.
Den 43-årige mand blev dengang sigtet for at have stjålet cyklerne, og han erkendte samtlige forhold på stedet.
Cyklerne er nu i politiets varetægt med henblik på genudlevering til rette ejere, når de er blevet identificeret.
Den anholdt er sigtet for tyveri eller hæleri af cykler begået i perioden fra år 2022 og frem til i går.
Det samlede antal forhold er baggrunden for, den 43-årige nu fremstilles i grundlovsforhør.