Fortsæt til indhold

15-årig anholdt - 16-årig stukket med kniv: Handel med puff-bars gik over gevind

En 15-årig dreng fremstilles i dag i grundlovsforhør.

Krimi

Opdatering: Den 15-årige blev varetægtsfængslet i surrogat i en ungdomsinstitution i 4 uger. Han erkendte de faktiske forhold, men kærede kendelsen, oplyser Østjyllands Politi.

En 16-årig dreng blev torsdag aften stukket i ryggen med kniv ved kirken i Nimtofte.

Ifølge Østjyllands Politi er det en handel med puff-bars, der er gået galt. Det oplyser politiet på X.

Østjyllands Politi har anholdt en 15-årig dreng for knivstikkeriet. Han fremstilles i dag klokken 13 i grundlovsforhør i Retten i Randers, hvor han er sigtet for grov vold.

Politiet har for nuværende ikke oplyst yderligere om den 16-årige drengs tilstand efter knivstikeriet.

Fredag og lørdag vil Østjyllands Politi være til stede i Nimtofte med ekstra tryghedsskabende patruljer.

I dag fredag er lokalpolitiet desuden til stede i centrum af Nimtofte imellem klokken 15-18, hvor det er muligt at tale med politiet.

Puff-bars er en variant af e-cigaretter, der ofte er fremstillet med søde smage og højt nikotinindhold.

Siden 2022 har det været ulovligt at sælge puff-bars i Danmark, og sidste år vedtog Folketinget desuden at gøre det ulovligt at købe og besidde ulovlige puff bars, hvilket betyder, at det er ulovligt at tage dem med ind over Danmarks grænser fra udlandet.