Fortsæt til indhold

Langfingrede banditter på spil: Naboer fik besøg

To adresser i samme boligområde har haft besøg af indbrudstyve.

Krimi
csj

Indbrudstyve har atter været på spil i Favrskov.

Denne gang gælder det to hjem tæt på hinanden. Faktisk i samme boligområde. Der er tale om Munkebakken i Hadsten.

Det ene indbrud er begået på et tidspunkt torsdag 23. januar.

Det andet har fundet sted mellem onsdag 22. januar klokken 16.00 og torsdag 23. januar klokken 6.45.

Det viser døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Dårlig start på året

I sidste uge meldte Østjyllands Politi ud, at »året er kommet lidt skidt fra start med mange indbrud i privat beboelse.«

Det var oven på en jul, hvor der har været et markant fald i indbrudstallene i Østjyllands politikreds.

»I politiet har vi intensiveret vores indsats mod indbrud med patruljering og efterforskning, men vi har brug for borgernes hjælp for at knække kurven. Hold øje i jeres nabolag, og hvis du oplever mistænkelig adfærd, mennesker eller køretøjer, der ikke virker som om de hører til, så ring til politiet. Det er jer, der kender jeres nabolag bedst og kan se, hvis noget virker mistænkeligt,’ lyder det fra vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard i en pressemeddelelse.

Kontakt politiet på telefonnummer 1-1-4, hvis du oplever mistænkelig adfærd og på 1-1-2, hvis du ser et igangværende indbrud.