Mobil truet fra ung mand - røverne stjal en mindre formue
En ung mand blev natten til lørdag truet til at udlevere sin telefon. Det blev en dyr affære.
En bytur fredag aften endte på aldeles træls vis for en 24-årig mand, da han var på vej hjem om natten.
Her blev han nemlig passet op af en gruppe unge mænd. De truede ham med tæsk, hvis han ikke udleverede sin telefon og tilhørende kode.
Episoden fandt sted ved Frue Kirkeplads på Klostergade, nær nogle offentlige toiletter. Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Hændelsen skal være foregået mellem kl. 01.30 og kl. 2, hvor den 24-årige altså blev omringet og truet.
Det var først senere på weekenden, den 24-årige havde kontaktet sin bank. I den forbindelse gik det op for ham, at hans telefon var blevet misbrugt til at hæve og bruge flere titusinde kroner fra hans dankort. Herefter meldte han sagen til politiet.