Indbrudstyv taget på fersk gerning og anholdt af hurtig betjent
22-årig sigtet for at have begået indbrud og være i besiddelse af en peberspray.
Natten til onsdag kl. 02.27 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en opmærksom nabo havde set et par personer gå rundt med lommelygter tændt i et hus på Oddervej i Højbjerg, og at der formentligt var tale om et igangværende indbrud.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Flere patruljer blev derfor straks sendt til stedet for at omringe huset, hvorefter to personer ved politiets ankomst løb ud fra huset og ned gennem den tilhørende have.
Mellem Oddervej og Bushøjvænget kom den ene af mændene pludseligt løbende ud gennem nogle buske, hvorefter en betjent hurtigt fik indhentet ham.
Vedkommende, en 22-årig mand, blev efterfølgende anholdt og lagt i håndjern. Han blev sigtet for netop at have begået indbrud.
Under en efterfølgende visitation blev den 22-årige mand fundet i besiddelse af en peberspray, og han blev derfor også sigtet for at have overtrådt våbenloven. Pebersprayen blev beslaglagt.
Den formodede medgerningsmand blev ikke udfundet på stedet, da han i denne omgang lykkedes med at flygte fra politiet. Sagen er fortsat under efterforskning.
Den 22-årige mand blev taget med på stationen til yderligere afhøring, inden han senere på dagen blev løsladt.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man tilmelder sig Nabohjælp og eventuelt også beder en nabo om at holde øje med sit hus, hvis man er bortrejst i en kortere eller længere periode.