Gnister fra papirclips satte ild til lastbil
Onsdag formiddag opstod der brand i en makuleringslastbil.
Onsdag formiddag klokken 9.41 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i en lastbil, som makulerede papir.
Makulerings-lastbilen havde befundet sig på Mindebrogade i Aarhus C, da branden opstod, og flammerne var formentligt – ifølge anmeldelsen – startet, da en papirclips var gået i kværnen og derved havde afgivet en gnist, som efterfølgende havde antændt papiret i lastbilen.
Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
Brandvæsenet blev sendt til stedet, men anmelderen havde mere eller mindre selv fået slukket branden ved brug af en brandslukker, før myndighederne nåede frem.
Lastbilen kørte efterfølgende retur til egen firmaadresse under opsyn af brandvæsenet, og der var ikke yderligere behov for politiets indblanding i sagen.