Sosu-hjælper vil frifindes for vold og voldtægtsforsøg - på trods af lydfiler: »Så rører jeg dig lige. Jeg nusser dig«
En opsigtsvækkende sag om vold og krænkelser begået på flere plejehjem genoptages nu i landsretten, hvor den dømte fortsat nægter sig skyldig og vil frifindes.
Han er idømt tre års fængsel for at slå en dement borger i hovedet, slå en kollega i hovedet og udsætte en dement kvinde for seksuelle krænkelser og voldtægtsforsøg.
Men fra mandag skal retten igen tage stilling til sagen om sosu-hjælperen Dean Virgin, der har anket den dom, han fik i byretten sommeren 2024.
I landsretten går han efter frifindelse eller alternativt en formildelse af straffen. Det bekræfter hans forsvarer Henrik Hougaard over for TV2 Østjylland.
Den på det tidspunkt 60-årige Dean Virgin fik efter sagen i byretten også forbud mod at arbejde som sosu-hjælper i fremtiden.
Sagens anklager gik også efter at få manden udvist. I stedet nåede retten frem til, han skulle have en advarsel.
I byretten var særligt ét bevis centralt i forhold til forholdet om seksuelle krænkelser og voldtægtsforsøg.
»I love you«
På en lydfil kunne man høre manden tale til den 64-årige kvinde, han er dømt for at krænke og forsøge at voldtage.
»Du er dejlig. I love you, kunne man høre ham sige,« hvorefter han fortsatte:
»Så rører jeg dig lige. Jeg nusser dig.«
Lydfilen blev fundet på Dean Virgins egen telefon.
De opsigtsvækkende sager skete på tre forskellige plejehjem i Aarhus Kommune.
Men selvom kommunen i alle tilfælde bortviste og politianmeldte Dean Virgin, blev han ansat igen og igen.
Sagen affødte stor debat om, hvorvidt der kan gøres mere for at forhindre branchens brodne kar i at få ansættelse på andre plejehjem, hvis de for eksempel har en straffesag hængende over hovedet.
I Aarhus Kommune førte sagen til, at der blev indført et særligt referenceregister, som kan gøre forstandere opmærksomme, hvis de er ved at ansætte en person, der tidligere har udvist grov pligtforsømmelse i et ansættelsesforhold i Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.