Fortsæt til indhold

Trusler på livet og overvågning i hendes lejlighed: 54-årig mand hentet af politiet

Manden fremstilles tirsdag i grundlovsforhør.

Krimi
jro

En 54-årig mand er sigtet for blandt andet at have stalket og chikaneret en kvinde, han havde et tilhold mod.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Den 54-årige mand er sigtet for stalking ved igennem en længere periode vedvarende at have kontaktet, forfulgt og chikaneret en 45-årig kvinde og at have overtrådt sit tilhold mod hende adskillige gange.

Derudover er han også sigtet for at have sat GPS-trackere på hendes bil, at have placeret aflytningsudstyr i hendes lejlighed og for at have truet hende på livet.

I forbindelse med sagens efterforskning blev den 54-årige mandag klokken 11.02 anholdt i sin lejlighed i Randers.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret ved Retten i Randers.

Derfor ønsker Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.