Fortsæt til indhold

Falske penge i omløb i flere byer: Her slog de til

Først var de mistænkte væk - så dukkede pludselig op igen.

Krimi
jro

Østjyllands Politi har de seneste dage modtaget flere anmeldelser om mistænkelige 500-kronesedler - både i Aarhus og i Randers.

Tirsdag eftermiddag førte en ny anmeldelse til en anholdelse.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Klokken 13.06 blev politiet kontaktet af personale i et indkøbscenter i Aarhus N, der havde opdaget, at ukendte gerningsmænd allerede fredag aften omkring klokken 21.10 havde benyttet falske pengesedler i en spillemaskine.

En patrulje blev sendt til stedet for at hente de formentlig falske sedler som led i den videre efterforskning.

Netop som betjentene var på vej, indløb endnu en anmeldelse – de formodede gerningsmænd var igen dukket op i centret.

Flere tilfælde

Politiet fik hurtigt fat i den ene mistænkte, mens den anden mand undslap. Den anholdte, en 37-årig mand, blev sigtet for besiddelse og brug af falske 500-kronesedler og taget med til afhøring.

Foruden anmeldelsen fra indkøbscenteret har Østjyllands Politi også fået lignende anmeldelser om betaling med falske 500-kronesedler fra en forretningsdrivende på Stjernepladsen i det nordlige Aarhus, fra Banegårdspladsen i Aarhus C og fra Mariagervej i Randers C.

Østjyllands Politi opfordrer til, at særligt butikker og forretningsdrivende er opmærksomme, hvis der bliver betalt med 500-kronesedler, da disse muligvis kan være falske.