Satte ild til containere og udløste brandalarmer: Nu er kvinde dømt
35-årig kvinde dømt for brandstiftelser og falske alarmer.
En 35-årig kvinde er ved Retten i Randers blevet idømt halvandet års ubetinget fængsel for i seks tilfælde at have sat ild til containere forskellige steder i Randers i perioden fra marts til maj sidste år. Desuden blev hun dømt for 21 gange uden grund at have aktiveret brandalarmer på Regionshospitalet Randers, hvilket førte til gentagne udrykninger for brandvæsnet.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Den sidste brand opstod 7. maj 2024, da der blev sat ild til en container, der stod op ad en bygning i en baggård på Østergade. Flammerne nåede at gøre skade på ejendommen, inden brandvæsnet fik slukket ilden, og en af bygningens beboere blev midlertidigt indlagt til observation for kulilteforgiftning. Politiet fandt frem til den 35-årige via blandt andet vidneforklaringer og videoovervågning, som også kædede hende sammen med fem andre brande.
Ifølge senioranklager Rosa Pape fra Østjyllands Politi var det især det forhold, at der ved branden i maj var fare for de evakuerede beboere, der sammen med antallet af påsatte brande talte for en skærpet straf.
Den 35-årige havde vanskeligt ved at huske motivet for brandstiftelserne. Hun blev også dømt for, at hun i en periode fra december 2023 til marts 2024 gentagne gange aktiverede brandalarmer på Regionshospitalet Randers, mens hun var i et forløb der.
Ifølge Rosa Pape kan misbrug af alarmsystemer i sig selv ende med fængsel, da det kan betyde, at hjælp ikke når ud til folk, der faktisk har brug for den.
Den 35-årige modtog dommen, som faldt i sidste uge, og hun ankede ikke.