Røgdykkere i aktion efter melding om brand i seng
Østjyllands Brandvæsen rykkede ud med flere slukningskøretøjer til brand i rækkehus i Hørning
Østjyllands Brandvæsen rykkede tirsdag formiddag ud til en brand i et rækkehus på Tværvej 26 i Hørning. Alarmen lød klokken 11.48 og ifølge operationschef Simon Bøgedam deltog slukningsenheder fra både stationen i Hørning og Skanderborg.
»Vi modtog en melding om brand i en seng i en af boligerne og rykkede ud til adressen med to slukningsenheder - fem køretøjer i alt. Der blev sendt røgdykkere ind i boligen, som på kort tid fik branden slukket inden den bredte sig til taget,« oplyser operationschefen.
Der er ingen meldinger om tilskadekomne ved branden.
Sydøstjyllands Politi er onsdag formiddag klar med en årsag til branden.
»Der gik ild i noget sengetøj på førstesalen. Brandinspektøren vurderer, at det umiddelbart er enkortslutning i et opladerstik, der har ligget på sengen,« lyder det fra vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.