Fortsæt til indhold

Stjal fra skole: Halvanden time senere blev han snuppet af politiet

Syv computere blev fundet i en bil, som politiet standsede onsdag aften.

Krimi

En mand er nu sigtet for at stjæle syv computere fra Skovbyskolen i Skovby.

Omkring klokken 22.30 standsede en patrulje fra Østjyllands Politi manden et sted i politikredsen ved en rutinemæssig standsning, og det viste sig angiveligt at være en god ide.

»Man finder syv pc’er mærket Skovbyskolen, og han ender med at erkende tyveriet, fordi de jo er mærkede med Skovbyskolen - og han forklarer, at det var omkring kl. 20.50,« fortæller vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

Vicepolitiinspektøren forklarer, at man allerede var opmærksom på indbruddet, inden meldingen fra Østjyllands Politi.

»En anmelder ser, at der er en knust rude i en dør og ringer til os kl. 21,« forklarer Finn Ellesgaard Nielsen.

Derfor var der allerede en patrulje på stedet for at lave en undersøgelse af gerningsstedet - og der kunne man konstatere, at der var knust en rude i en dør, der vender ud mod skolens gårdsplads.

»Så vi lægger selvfølgelig de to ting sammen.«

Den anholdte mand blev ifølge politiet afhørt, sigtet og til sidste løsladt igen.