For farlig til fodbold: Politiet måtte ringe til ung mands mor
Mandag aften blev årets første østjyske fodboldkamp i landets bedste fodboldrække for mænd afviklet i Randers, da hjemmeholdet fik besøg fra hovedstaden i form af FC København.
Politiet var til stede ved kampen, og trods 6.000 tilskuere blev det heldigvis kun til en enkelt sigtelse undervejs i afviklingen af fodboldkampen.
Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
En 17-årig mand med tilknytning til udebaneholdet kastede ved indgangen til stadion et blitzlys foran en civilklædt betjent. Den unge mand, der kommer fra Frederiksberg, blev derfor visiteret, og her blev han fundet i besiddelse af yderligere nogle blitzlys og et par kanonslag, hvorefter hans mor fik et opkald fra ordensmagten og blev underrettet om episoden.
Derudover stødte politiet på et par håndfulde udebanefans, der har et nationalt karantæneforbud, på et værtshus i det sydøstlige Randers.
Da fansene holdt sig i god afstand fra stadion, gav episoden ikke anledning til yderligere for politiet.