Fortsæt til indhold

Ild i stråtag: Fem stationer kæmper mod flammerne

Østjyllands Brandvæsen kæmper med ild i stråtag.

Krimi

Torsdag formiddag rykkede Østjyllands Brandvæsen talstærkt ud til en brand på Lyngvej lidt uden for Ry.

»Vi fik en melding om brand i en bygning. Det er en relativt stor villa med stråtag. Vi har i øjeblikket enheder fra fem stationer derude, som kæmper med det,« fortæller operationschef Anders Rathcke fra Østjyllands Brandvæsen.

Meldingen indløb kort efter klokken 09.

»Det brænder i hele taget og tagkonstruktionen. Lige nu forsøger vi at redde værdier og sikre, at ilden ikke spreder sig til omkringliggende bygninger også,« siger operationschefen.

Foto: Presse-fotos.dk

Han forklarer, at der på adressen er to huse med stråtag, og at et nærtliggende nabohus også er med stråtag.

Man skal ikke være bekymret for røg, da adressen ligger lidt uden for byen, oplyser brandvæsenet.

»Men man skal være opmærksom på, at der er mange brandbiler i området, fordi vi er mødt meget talstærkt op,« lyder det fra Anders Rathcke.

Der er brandfolk fra stationerne i Ry, Skanderborg, Galten, Odder og Aarhus til stede.

»Det kommer til at stå på nogle timer endnu,« siger operationschefen.