Fortsæt til indhold

Efter voldsom brand: Politiet klar med foreløbig brandårsag

Sydøstjyllands Politi er klar med den foreløbige årsag til voldsom brand torsdag.

Krimi

Sydøstjyllands Politi melder ud om den foreløbige årsag til, at der torsdag formiddag gik ild i et hus med stråtag på Lyngvej uden for Ry.

»Vi formoder, at branden startede omkring skorstenen, men det skal vi have undersøgt nærmere,« lyder det fra politikommissær Nicolaj Rasmussen fra Sydøstjyllands Politi.

Brandfolkene kæmpede på adressen det meste af torsdagen.

Da alarmen lød kl. 09.06, skyndte både politi og brandvæsen sig af sted mod adressen.

»Da vi kommer derud er der primært ild og røg omkring en skorsten. Personerne på adressen er kommet ud af bygningen,« lyder det fra politikommissæren.

Østjyllands Brandvæsen oplyste torsdag, at der var sendt 45 brandfolk ud til branden, da der var flest brandfolk på stedet.

Over middag sendte man godt halvdelen af brandfolkene tilbage til stationerne.

»Branden breder sig ikke yderligere, og det er kun efterslukning nu. Det tager lang tid, når der er en hel bygning, der har taget skade og et stråtag, der faldt ned. Vi skal have brækket det ned stykke for stykke,« lød det fra operationschef Anders Rathcke fra Østjyllands Brandvæsen torsdag eftermiddag.