Klemt ihjel i ulykke: Autohjælper var rykket alene ud
Sagen er nu overgivet til Arbejdstilsynet.
Den 36-årige mand, der fredag 21. februar om aftenen døde i en arbejdsulykke i Randers, var ifølge TV2 Østjylland sendt ud alene ud for at arbejde med en autobugsering.
Den 36-årige mand var ifølge mediet fra Aarhus.
Ulykken fandt sted ved en virksomhed på Ribevej i det sydlige Randers.
Ifølge Østjyllands Politi blev manden klemt, da han bugserede en skraldebil, som han ville aflevere på en adresse.
Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 20.37, og den 36-årige mand blev erklæret død på stedet.
Mandens pårørende er underrettet.
Sagen er nu overgivet til Arbejdstilsynet, som med undersøgelser af ulykker blandt andet kan fastslå, om alle regler i forbindelse med arbejdet er overholdt. Hvis det ikke er tilfældet, kan arbejdsgiveren have et strafansvar.