Mand tiltalt for skriblerier i celle og synlig Bandidos-bog
I den kommende uge begynder de første retssager om ulovlig videreførsel af rockergruppen Bandidos.
Et Bandidos-logo på en bog og navnlig den måde, en 24-årig varetægtsarrestant havde stillet bogen på i sin celle, var ifølge anklagemyndigheden brud på det midlertidige forbud mod rockergruppen.
I den kommende uge skal Retten i Aarhus afgøre, om manden har gjort sig skyldig i at videreføre rockergruppen Bandidos MC som forening, selv om politiet har udstedt et foreløbigt forbud.
Også en anden sag om det samme afgøres i næste uge i Retten i Roskilde. Her er fire mænd under anklage for at bære tøj med Bandidos’ karakteristiske røde og gule farver under en sammenkomst.
I maj sidste år traf politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) afgørelse om at forbyde Bandidos MC midlertidig, samtidig med at der ved Retten i Helsingør blev anlagt sag med henblik på at opløse Bandidos ved dom.
Efter NSK’s opfattelse har gruppen et ulovligt formål - nemlig kriminalitet - og Grundlovens ret til fri foreningsdannelse strækker sig kun så langt, at det borgere har ret til frit at danne foreninger med et lovligt formål.
Tidligere er den kriminelle bande Loyal To Familia blevet opløst og dermed ulovliggjort efter samme opskrift.
Indtil videre er forbuddet mod Bandidos kun midlertidigt. Men det betyder, at det er forbudt at ”videreføre foreningen”, som juristerne kalder det.
Det betyder blandt andet, at det er ulovligt at samles i regi af gruppen, ligesom rygmærker, særlige smykker, synlige tatoveringer og andre såkaldte insignia, der relaterer sig til gruppen, er forbudte i det offentlige rum.
De første tiltaler for at videreføre Bandidos blev rejst i efteråret. Fire mænd blev anklaget i september, og i november var det så den 24-årige, der blev tiltalt.
Sagen mod de fire blev offentlig kendt allerede før jul, men anklageskriftet mod den 24-årige er først nu er kommet til offentlighedens kendskab. Og her er der tale om videreførsel af gruppen på en noget anden måde end i sagen mod de fire.
Det er anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, som har rejst tiltale mod den 24-årige mand. Han sad i efteråret varetægtsfængslet i en sag om et groft overfald på Banegårdspladsen i Aarhus. En sag, som han blev idømt halvandet års fængsel for.
Ifølge anklageskriftet forbrød den 24-årige mand sig under sin varetægtsfængsling mod forbuddet mod videreførsel af Bandidos ved dels på et papir og dels på vægge og inventar i sin celle at skrive ”Bandidos Aarhus”, ”BFFB” og ”1%”.
BFFB er en forkortelse vor mottoet Bandidos Forever Forever Bandidos, mens ”1%” henviser til den del af motorcykelmiljøet, som ikke bare interesserer sig for at få frisk luft i overskægget, men som er rockere i egentlig forstand.
Derudover omtaler anklageskriftet i sagen en bog, som den 24-årige havde i sin celle. På bogen var angiveligt et Bandidos-logo, og samtidig var bogen stillet på en måde, så logoet var synligt, når man gik ind i hans celle.
Karina Skou, som er forsvarsadvokat for den 24-årige mand, oplyser til Ritzau, at hendes klient nægter sig skyldig, men hun ønsker ikke at uddybe yderligere forud for retssagen.
Sagen behandles torsdag den 6. marts ved Retten i Aarhus. Sagen mod de fire i Roskilde indledes 5. marts og ventes afgjort 7. marts.