Stak af fra politiet med tyvekoster hængende ud af bilen
Hurtig politireaktion førte til anholdelse af mistænkte indbrudstyve.
Nærpolitiet fra Hammel drønede hurtigt afsted, da anmeldelsen om et igangværende indbrud indløb om formiddagen 3. marts.
Klokken 11.07 nåede patruljen Frijsendalvej midt mellem Hammel og Haurum, hvor indbruddet var foregået.
På vejen observerede patruljen et køretøj med de formodede gerningsmænd i. Og hvorfor fik patruljen så lige mistanke til netop den bil? Jo, det er ret simpelt, fortæller Helle Nielsen fra Hammel nærpoliti:
»De kørte med åbent bagagerum og havde tyvekoster hængende ud af bilen.«
Helle Nielsen forklarer, at patruljen eftersatte bilen kort tid. Den fortsatte ad Frijsendalvej og kørte over Randersvej, hvor de formodede indbrudstyve smed bilen og stak af til fods ind i skoven.
Lokalpolitiet satte efter og fik relativt hurtigt fat i den ene af de to mænd – han blev anholdt klokken 11.24.
En hundepatrulje og yderligere assistance fra Randers blev sendt til stedet.
»Når en formodet gerningsmand løber ind i Frijsenborgskovene, så er det bare et giga område at skulle eftersøge,« siger Helle Nielsen.
Klokken 11.41 lykkedes det at at finde og anholde den anden mand – dog uden politihundenes hjælp.
Mistænkt for mere
De to mænd er 20 og 21 år. De blev fremstillet i grundlovsforhør 4. marts, hvor de blev varetægtsfængslet i fire uger, frem til 1. april. Den ene af mændene kærede kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten, oplyser Østjyllands Politi.
Ud over indbruddet på Frijsendalvej ved Haurum, blev mændene også sigtet for yderligere et indbrud, som ligeledes blev begået mandag 3. marts. Her gjaldt det en adresse på Vegavej i Hadsten omkring klokken 10.42.
»Nu skal vi finde ud af, om der er tale om mere end det – det er der måske,« siger Helle Nielsen.