Skorstensfejer styrtet seks meter: Fløjet til hospitalet med helikopter
48-årig mand fra Randers er kommet alvorligt til skade efter faldulykke.
kijo
En skorstensfejer fra Randers kom alvorligt til skade, da han tirsdag faldt cirka seks meter ned fra en stige under en arbejdsopgave på Stensigvej i Løgstrup ved Viborg.
Ulykken skete klokken 12.34.
Ifølge politiet mistede skorstensfejeren fodfæstet på grund af et løst trin på stigen og faldt seks meter, hvor han landede på ryggen.
Efter faldet var manden stadig ved bevidsthed, men han klagede over stærke rygsmerter. Han blev hurtigt fløjet med lægehelikopter til Skejby.
Der er tale om en 48-årig mand fra Randers. Ifølge politiet er hans tilstand stabil, men der er bekymring for, om ryggen er brækket.