Fortsæt til indhold

Politiet ved endnu ikke, hvordan 26-årig polak i kloak blev dræbt

Offentliggørelse af billede har medført mange gode henvendelser, lyder det fra Østjyllands Politi.

Krimi

Hvordan døde han?

Hvad sket der i hans sidste timer?

Hvordan endte han i en kloak i Harlev?

Der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål i sagen om det formodede drab på den 26-årige polske statsborger Patryk Dawid Jarzęcki, hvis lig blev fundet fredag eftermiddag i sidste uge.

Onsdag valgte Østjyllands Politi at offentliggøre billede og navn på den afdøde, og det har båret en hel del henvendelser med sig. Også mange gode, lyder det fra politiet i en pressemeddelelse.

»Vi er meget glade for de mange henvendelser, vi har fået, og vi kan også allerede godt sige, at vi har modtaget flere gode henvendelser som er relevante for vores efterforskning. Det er stadig alt for tidligt for os at sige noget om, hvordan den 26-årige er afgået ved døden, men vi arbejder fortsat intensivt med sagen og har en lang række ting, vi undersøger nærmere,« siger fungerende vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard.

Det er fortsat politiets formodning, at den 26-årige mand har været udsat for en forbrydelse forud for, at han blev placeret i kloakken, men politiet ved endnu ikke, hvordan og hvornår den 26-årige mand formentligt er blevet slået ihjel.

Politiet opfordrer borgere i Østjylland til at sikre og gemme deres udendørs videoovervågning.

Efterfølgende vil politiet rette henvendelse til de borgere, hvis eventuelle videoovervågning måtte være relevant for politiet at undersøge nærmere på et senere tidspunkt.

Foto: Presse-fotos.dk.

Dødsårsag fortsat ukendt

Østjyllands Politi afventer fortsat svar på obduktionsrapporten af den 26-årige mand, men når svaret kommer, bliver offentligheden ikke indviet i fundene.

Der bliver ikke delt eventuelle konklusioner fra obduktionsrapporten, skriver politiet.

»Vi har fortsat et stort arbejde foran os, og derfor har vi nu også brug for at få arbejdsro i forhold til at få klarlagt med sikkerhed, hvordan den 26-årige mand afgik ved døden,« forklarer Flemming Nørgaard og tilføjer:

»Vi hører stadig gerne fra borgere med relevante oplysninger, men vi beder også om forståelse for, at vi ikke på daglig basis kan offentliggøre alle sagens detaljer til borgerne, selvom vi er klar over, at der er stor interesse for sagen.«

Østjyllands Politi slutter med at understrege, at alle henvendelser vil blive taget seriøst, og at man vil melde bredt ud, så snart der er nyt at dele med offentligheden om sagen.

Østjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114, hvis man måtte have oplysninger med relevans for politiets efterforskning i relation til den formodede drabssag.