Falske bude på spil i Grenaa: Så mange har de svindlet
Fire ældre personer har kontaktet politiet.
Tre ældre kvinder og en ældre mænd blev alle udsat for et svindelnummer. Og alle fire er de fra Grenaa.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Kvinderne blev alle kontaktet telefonisk af en falsk bankmand, som påstod, at der var blevet hævet flere tusinde kroner på deres hævekort.
I det ene tilfælde blev en ældre kvinde kontaktet telefonisk af en mand, der påstod at være bankmand. Manden påstod, at han ville sende et bankbud hjem til kvindens adresse for at hente hendes hævekort.
Selvom kvinden havde mistanke om, at der var tale om et svindelnummer og afviste manden, lykkedes det ham alligevel at fastholde hende i samtalen.
Da det efterfølgende ringede på hendes dør, endte kvinden med at udlevere sit hævekort til en falsk bud, mens hun stadig havde den falske bankmand i røret.
I et andet tilfælde fik en anden kvinde besøg af en mandlig bekendt, mens hun talte med en falsk bankmand. Den falske bankmand overbeviste både kvinden og hendes bekendte om at udlevere deres hævekort til et bud, der kort efter dukkede op hos kvinden.
Mandagens anmeldelser viser, at selv om alarmklokkerne måske ringede hos de forurettede, kan svindlerne være yderst overbevisende.
Politiet understreger:
»Banken vil aldrig ringe og bede dig om den slags oplysninger eller dukke op på din adresse.«
Politiet oplever en tendens til, at svindlerne kontakter ældre via telefonen og udgiver sig for at være bankansatte. Formålet er at få borgerne til at udlevere deres hævekort og tilhørende koder.
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man er ved at blive svindlet, anbefales det at lægge på og efterfølgende ringe til bankens hovednummer for at sikre, at kontakten er legitim.
Kvinderne er henholdsvis 80, 91 og 93 år og mand 74 år gammel.