Én med hvidt pulver, én med en stak sedler: Jagtede Brabrand-mand gennem midtbyen
Tre personer så en smule mistænkelige ud.
Natten til søndag fik et optrin i midtbyen i Aarhus de små fimrehår i politinæsen til at vibrere. Med god grund, skulle det vise sig.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Her står der, at en patrulje klokken 3.47 fik øje på tre mænd i Vestergade i Aarhus C, der ’udviste mistænkelig adfærd’.
Den ene stod med et bundt penge, mens anden mand stod med to poser med hvidt pulver.
Da de blev opmærksomme på patruljen stak de af fra stedet. Den ene af de tre - en 28 årig mand fra Brabrand - kom dog til kort.
Han blev nemlig løbet op af patruljen - og blev anholdt og sigtet for salg af narkotika.
»Han blev efterfølgende løsladt, men kan se frem til et senere retsligt efterspil,« skriver Østjyllands Politi.